Jeg bor i Odense, hvilket jeg har gjort i de sidste par år. Jeg har
ingen kæreste, eller børn, men jeg har en dejlig Main coon kat. Hun
hedder Amanda, hvilket betyder "den der bør elskes", egentlig burde vi
alle sammen hedde Amanda til mellemnavn – kærlighed kan lindre selv
den voldsomste smerte, og mildne selv det vredeste temperament !

Jeg arbejder i hjemmeplejen, hvilket jeg er glad for. Til februar
begynder jeg på social – og sundhedsskolen.
I min fritid dyrker jeg Astanga yoga, svømmer og går i motions center.
Det giver mig ro, i et til tider ret kaotisk sind, at være fysisk
aktiv. En viden jeg forsøger at holde mig selv fast i, især når jeg
har allermest brug for det. Selvom det er der, hvor det samtidig er
aller sværest.

Derudover holder jeg af at læse, være kreativ og at være sammen med
mennesker, som jeg holder af.

Af personlighed, udover det føromtalte kaos, så er jeg et ret følsomt
menneske, jeg er lidt naiv, meget tænkende og så holder jeg af at
smile "smil til verden – og den smiler tilbage", det lyder måske som
et dumt standart citat – men jeg er så taknemmelig for livet – så det
falder mig naturligt. Og ja, nogle gange er livet rigtig svært , og
barskt, og så smiler jeg ikke – men øver mig i accept, og omsorg – for
mig selv, og for min omverden !
Og når det heller ikke lykkedes, jamen så er jeg et monster.

Af diagnose har jeg en emotionel ustabil-, histrionisk-, dependent- og
evasiv personlighedsforstyrrelse.
Jeg fik diagnosen for ca. 1/2 år siden. Jeg har været igennem en meget
grundig udredning, ved div. psykiatere, læger, psykologer mm., efter
at jeg i foråret var indlagt på psykiatrisk afdeling.
Som overlæge, psykiater Tomas Toft sagde til mig "du er min mest
gennem-undersøgte patient til dato!".
Jeg var indlagt to gange, den sidste gang jeg var indlagt, var fordi
at jeg havde taget en overdosis insulin (læs: jeg har diabetes), jeg
ønskede egentlig ikke at dø, men jeg var meget frustreret.

Jeg mistede min enæggede tvillingesøster for 10 år siden, og det var
dengang at mit liv for alvor blev kaotisk, svært og smertefyldt. Jeg
har i årenes løb gået i rigtig meget forskelligt terapi, stoppet når
De kom for tæt på, bidt fra mig, flyttet rigtig meget, startet på div.
jobs, uddannelser osv., men som jeg har erfaret, så kan man ikke
stikke af fra smerten, og jeg har med den erfaring, fået mere ro i mig
selv, og selvom at jeg stadigvæk har en del problemstillinger, f.eks.
i forhold til relationer, så ser fremtiden lysere ud, nu, end den har
gjort i rigtig mange år !

Jeg tror, at jeg er i jeg-forsøger-at-acceptere fasen, men jeg har
svært ved at acceptere diagnosen, for tager de fejl?!
Det er dét jeg føler sværest mht. at være psykiatrisk patient (frem
for somatisk, diabetes), at lige meget hvor mange test, undersøgelser,
interview de laver, jamen så er psyken ikke målbar, du kan ikke tage
en blodprøve der viser at du har en forstyrret personlighed, men ok,
jeg tror at jeg har accepteret – eller er på vej hen imod det, for
hvem hjælper det at stritte imod?!
Diagnoser er blot psykiaterens fagudtryk, ligesom elektrikerens bl.a. er Watt.