Det er slet ikke let. Accept. Det er nærmest som et uovervindeligt bjerg at stå foran, men det kan faktisk bestiges.

Det allerførste terapeuten ville have mig til at arbejde med var at acceptere, at jeg jeg ikke kan ændre fortiden. Jeg kan influere fremtiden, men jeg kan ikke lave om på det, der allerede er sket.

Umiddelbart lyder det jo logisk, men det er ikke let at nå den erkendelse i den virkelige verden. Da jeg endeligt forstod, hvad jeg havde udsat min familie for, kredsede alle tanker om, hvordan jeg kunne gøre det godt igen.

Men man kan ikke gøre det godt igen. Det er umuligt. Man kan ikke ændre på fortiden.

Alt for mange gange sniger der sig et lille ...men... ind. ”Jo, jo, det kan da godt være, at jeg ikke kan gøre tingene om, men...” Det går bare ikke. Det lille ...men... må og skal overhøres. Ignoreres. ”Men...” er ubrugeligt.

Hvis jeg ville videre, var jeg tvunget til at opgive fortiden og acceptere, at ligegyldig hvad jeg kunne finde på, kan jeg aldrig kompensere for de ting jeg har gjort.

Jeg må fokusere på, hvordan jeg ønsker fremtiden skal være. Fortiden er fortid.

Psykologen sagde (mange gange) til mig, at jeg ikke er et dårligt menneske. Jeg er et godt menneske, der har gjort nogle dårlige ting.

Du er heller ikke et dårligt menneske. Du er et godt menneske. Og Du har virkelig styrken til at komme videre. Acceptér hvem Du er og se fremad.