Hvordan skriver man et blogindlæg? Jeg har for et stykke tid siden ytret, at jeg gerne vil være blogskribent, men i al den tid der er gået, har jeg spekuleret over, hvordan man mon gør det?

Men nu springer jeg ud i det, hos mig vil det nok være en slags ”tankedagbog”, da det er det der fylder så meget i mit liv lige nu.

Tankerne…ak ja, de er så mange og alligevel er det så svært at samle dem. Det er som om jeg er tilskuer til min egen tankevirksomhed, som om jeg ikke rigtig kan styre dem. Lige nu går mine tanker i retning af hvad der skal ske til samtalen på psyk. I morgen. Jeg ved der kommer en behandler fra det intensive tilbud og psykologen jeg talte med sidst.

Sidst jeg havde talt med psykologen blev jeg ked af det, jeg har jo, for dem som har læst min beskrivelse af mig selv, en evasiv personlighedsforstyrrelse, hvilket hos mig bevirker, at jeg tror jeg altid er i vejen, at jeg taler for meget, at jeg gør for stort et nummer ud af mig selv, at folk ikke tror på mig. Men lur mig om ikke der er andre forstyrrelser med inde over. Jeg føler mig temmelig paranoid til tider, for jeg tror at ingen kan lide mig, og alle er efter mig på en eller anden måde. Og samme følelse fik jeg sidst jeg var til samtale. Jeg fik følelsen af at jeg ikke er ”dårlig” nok, og psykologen slog det lidt hen med :”…vi skal lige finde ud af hvad tilbud der passer til dig” og jeg oversatte det til: ”vi skal lige finde ud af om du har det skidt nok”

Jeg er så forbandet træt af at jeg ikke bare kan stole på hvad folk siger til mig, hvorfor er jeg så mistroisk? Hvorfor kan jeg ikke bare tro at folk rent faktisk vil mig noget godt? Og vil MIG?

Et par dage senere ringede psykologen, og vi aftalte en tid til en ny samtale, og jeg fortalte hende om mine tanker, for er der en ting jeg har lært af at være skeptisk og ængstelig, så er det at være ærlig, uanset hvor dum og irreterende det må virke på andre, men det sparer mig for en hel del bekymringer. Hun sagde til mig, at de bestemt synes at jeg er behandlingstrængende, nu skal de bare finde ud af, hvad de kan tilbyde mig og hvad jeg kan magte.

At have en ængstelig ”struktur” som jeg, betyder jo også at man bekymrer sig alt alt for meget om alt alt for mange ting. Og det gør jeg. Hele tiden er det :”hvad nu hvis….?”…eller ”hvorfor mon vedkommende gør sådan….er det fordi han/hun ikke kan lide mig?”…”hvorfor sagde jeg sådan, jeg tror ikke de kan lide mig..” Hårdt og utroligt ydmygende overfor en selv, ihvertifald overfor mig selv. Jeg føler jeg nedværdiger mig selv konstant…

Udover min ængstelse og bekymring, er der jo min ven ”Hr.Angst”. Velkommen igen siger jeg, du skal bare ud af mit liv igen, og det skulle helst have været i går. Denne gang arter det sig helt anderledes, som om jeg er ved at blive kvalt det meste af tiden, mit hjerte slår kolbøtter og jeg er ekstremt rastløs. Jeg bliver helt træt bare ved tanken om hvad jeg kan foretage mig for ikke at være i ro. Så er dette jo et fremragende medium…hehe…jeg sidder HELT stille!