En af de diagnoser jeg fik stillet var bl.a. ængstelig-undvigende personlighedsforstyrrelse. Diagnosens navn siger lidt om hvad problemmerne man kan have, handler om. Man er angst eller frygter noget og derfor så undgår man det.

For mig handlede det til dels om andre mennesker, men først og fremmest om piger. Ikke at jeg ikke omgik piger, de er jo alle steder som i supermarkeder, i bylivet på arbejdspladsen i skolen osv. Men jeg havde da jeg søgte hjælp hos en psykiater i en alder af 25 år, endnu aldrig været på en rigtig date, eller haft min sexuelle debut!

Jeg havde som 19-årig kortvarrigt haft et 3 måneders forhold til en udvekslingsstudent jeg gik i klasse med. Men udover lidt kysseri var intimiten begrænset og vi havde ikke så meget til hinanden generelt.  Hun kom fra Columbia og havde det svært med den frihed som ungdommen i Danmark har.

Så alt i alt var det ikke et forhold der gav den store erfaring i det at have en kæreste, hverken i forhold til romantik, intimitet eller sex.

Årene gik uden at jeg hverken havde sexuelle forhold, dates eller fik en kæreste, noget jeg var meget ulykkelig over. Samtidig med begyndte omgivelserne at "stikke" lidt til mig om jeg ikke snart skulle have en kæreste. Noget jeg var meget følsom overfor og som gjorde mig utrolig ked af det og ulykkelig, dog uden at jeg udtrykte det på nogen måde. 

På min arbejdsplads hvor jeg var i lære som håndværker, blev der snakket og undret i krogene. Jeg havde indtrykket af at nogle af mine kollegaer "mistænkte" mig for at være homosexuel. Nu har jeg intet imod homosexuelle, tværtimod er jeg stor tilhænger af forskellighed så længe det ikke gør nogen fortræd, men det gjorde ondt at føle sig stemplet som noget der ikke var mig. Desuden havde flere af mine kollegaer et lidt anstrengt forhold til homosexualitet, så jeg følte at de så skævt til mig fordi de troede jeg var noget, jeg egentlig ikke var.

Det lyder måske lidt kompliceret, og følelsesmæssigt var det et kæmpe mareridt, og sammen med alle de følelsesmæssige problemer jeg i forvejen havde gjorde det blot det hele endnu værre.

Samtidig nagede det mig at jeg ikke havde haft min sexuelle debut. Jeg følte mig forkert, at jeg ikke var en rigtig mand og at piger i virkeligheden slet ville have mig. Desuden havde jeg en voldsom forestilling om at pigerne kun ville være interesseret i en fyr med masser af sexual erfaring. (Jeg er heldigvis blevet klogere)

Det var nu ikke fordi jeg ikke havde viden om sex. Jeg læste stort set alt hvad der var at læse om sex i al verdens brevkasser, bøger og internetsidder. Samtidig med havde jeg i mange år et voldsomt misbrug af internetpornografi (et forbrug på 10-15 timer om dagen), og på nettet fandtes der jo pornografi i al verdens afskygninger.

Meget af pornografien er jo det rene bavl og spil for galleriet, men der findes også mere realistiske film og billeder, typisk lavet af exibitionistiske amatører hjemme i soveværelset. Jeg havde altså langt hen af vejen et indtryk af hvad der var "fup og svindel" og hvad der var mere realistisk. Troede jeg ihvertfald.

Men det var en mærkelig situation at være i. På den ene side var min teoretiske viden om det sexuelle univers meget større end mange af de mennesker jeg omgik, men jeg havde ingen praktisk erfaring overhovedet.

Opskriften på at komme af med denne socialangst, eller ihvertfald arbejde på at den ikke er en hindring for at have et godt forhold til piger, et sundt kærligheds og sexliv, har været at nedbryde angsten i små bidder.

Som ved al angst "bekæmpelse" handler det om at gøre det man er bange for i akkurat så små doser at man ikke flygter, men samtidig så meget at angsten alligevel bliver udløst. På den måde afinstalleres angstfølelsen og sindet får et mere realistisk billede af tingene, så man næste gang kan tage et skridt der er en lille smule større før angsten udløses osv. Idéen er at angsten stille og roligt kan aflæres, og for mig er det en proces der har virket og som stadig hjælper mig.

Idag har jeg stadig ikke fundet en kæreste og jeg er ikke nogen super ekspert i kærlighedslivet, men jeg dater ind i mellem piger, og har også fået min sexuelle debut.

Mht. at skulle gøre det man er angst for i små portioner, så har det varriet meget i hvilket omfang jeg har kunnet gøre det. I perioder hvor der måske ikke er så meget overskud i hverdagen kan det være svært at skulle fokuserer og bruge ekstra energi. Andre dage hvor der måske er meget overskud går det bedre. Samtidig er der naturligvis perioder hvor det hele kan hænge en ud af halsen og man bare "strejker". Men efterhånden over tid (for mig har det tager en 2-3 år) ja så er processen accelereret.