'Som venner vi dele, jeg tager det hele'.

Noget af det værste ved min narcissistiske personlighedsforstyrrelse er den voldsomme jalousi og misundelse jeg føler stort set hver dag. Jeg ved at det især går mine venner på at jeg ikke altid kan finde ud af at være glad på deres vejene - ja, nogle gange ligefrem være komplet ligeglad.

Det er jo som sådan ikke fordi jeg ikke er glad på deres vejene, hvis de f.eks får et nyt job, en kæreste eller noget helt tredie, men jeg kan ikke undgå at føle at det burde være mig der får det. At jeg har mere ret til de ting (selvom jeg måske ikke engang er interesseret i det) end de har. Jeg fanger ofte mig selv i at være utrolig pessimistisk hvis nogen glædeligt fortæller om noget fedt de skal. Som om jeg prøver at fjerne deres glæde, nu hvor jeg ikke må få den.

Efter at jeg har lagt mærke til min opførsel i disse situationer, er jeg blevet mere opmærksom på at, omend ikke andet, i hvert fald lade som om jeg er oprigtigt glad på folks vegne. Det er måske ikke den smarteste løsning, men det er bedre end alternativet.