Lige siden jeg var en lille pige har jeg elsket drenge.
Det er jo nok ikke så mærkeligt endda - faktisk ret almindeligt.
Men nu hvor jeg kigger tilbage kan jeg godt se hvornår det begyndte at blive for meget.

Jeg har gemt min dagbog, som jeg begyndte at skrive i da jeg var omkring 11, og ca. 95% af det der står i den handler om drenge.
Jeg var besat af tanken om kærlighed, om det at ha' en kæreste og alt hvad det andet køn, for mig, stod for.

Der er ikke så meget tvivl om at denne besættelse udsprang fra det faktum at ingen drenge viste  interesse for mig. Overhovedet.
Jeg var bare hende den stille, buttede pige med brillerne.
Og for hver dreng der ignorede mig blev jeg mere og mere besat af tanken om en fremtid hvor mænd ville elske og forgude mig. Jeg levede mere og mere i en drømmeverden af forelskelser og dagdrømme, end jeg gjorde i den ''rigtige'' verden.

Nu er jeg 22 år og må indse at på det punkt er der ikke meget der har ændret sig. Tværtimod.
Det bliver værre og værre.
Den eneste forskel er at mænd faktisk viser interesse for mig.
Men de betyder alt, alt for meget.
Hver eneste gang jeg møder en ny mand, hvem end han så er, går jeg i gang med at analysere hans potentiale. Jeg kan ikke styre det.
Når jeg går ned af gaden, ind i et lokale, sidder i bussen, i et fly, i et tog, ja, hvor end jeg overhovedet befinder mig, scanner jeg omgivelserne for mænd.

Det skal siges at jeg ikke forelsker mig særlig ofte, men jeg kan blive enormt vild med nogen i løbet af ingen tid. Et par søde ord, et kønt ansigt, whatever og pludseligt handler alt om dem.
Jeg går fra det ene crush til det andet, fra den ene dagdrøm om parforhold til den anden.

Jeg har efterhånden været sammen med utroligt mange. Nogen vil sige ekstremt mange for min alder. Det er som sådan ikke noget jeg er yderligere stolt af, men jeg er lige så stille begyndt at forstå hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort.
I starten var det mest fordi jeg kunne. Endelig viste det modsatte køn interesse - jeg havde jo drømt om det her stort set hele mit liv.
Men som så meget andet tog det overhånd. Jeg kunne ikke sige nej.
Hvordan kunne jeg tillade mig at være kræsen? Så længe nogen ville ha' mig burde jeg være glad.
For nogle år siden eskalerede det hele.
Den lille pige indeni mig ville bare gerne begæres og jeg var bare tom.
Intet betød noget. Jeg drak mig fra sans og samling, weekenderne blev en tåge af nøgne kroppe og tømmermændene bestod af selvhad og afsky.

Jeg er blevet meget bedre til at passe på mig selv, kun at sige ja hvis jeg virkelig har lyst, men så snart der kommer en dårlig periode så går jeg i gang igen.

Samtidig er alt hvad jeg drømmer om kærlighed. Jeg får det flettet ind i alle mine tanker -ind i alt hvad jeg gør.

Når jeg læser dette igennem føler jeg ikke rigtig at jeg virkelig får forklaret ordentligt hvordan det hænger sammen.
Der er jo som sådan ikke noget sygt ved at begære det modsatte køn, men der er noget sygt ved det når det bliver én af de vigtigste ting i éns liv.

Hvis der er noget nogen er i tvivl om, så spørg endelig. Hvis der er noget der skal uddybes eller forklares bedre, så gør jeg det gerne :)