Min ventetid forandrede sig fra 6-8 måneder til 14 måneder. Lige nu skal jeg vente i 1 år før jeg kommer i behandling. Jeg har været rigtig træt, irriteret og kortlundet . Jeg har haft problemer med søvn så det går ud over mit humør. Jeg tog på psykiatrisk skadestue fordi jeg følte at jeg var ved at gå ned og det kunne jeg ikke klare. Ikke en måned som November og Desember. Så jeg måtte op på psyk og få hjælp. Jeg fik snakket med en fin læge som gav mig sovemiddler. Hun ville også sende et brev til psykiatrisk team hvor jeg skal i behandling for at skubbe dem IGEN om at det er livsviktigt for mig at komme i behandling. Hun sagde også at jeg skulle ringe selv og se hvad de siger. Jeg gik hjem og tænkte nu er jeg tæt på at komme i gang og jeg trøstede mig med det. I går tager jeg mig så sammen og ringer psykoterapøtiske team og for at vide fra overlægen at der er 1 års ventetid for mig endnu. Jeg havde ikke fået noget som helst besked fra dem. Jeg troede at jeg havde 2-4 måneder tilbage af min ventetid. Jeg var fuldstændig knust. Jeg begyndte at grade i telefonen, jeg følte mig midste al håb. Lægen ville dog se mig næste tirsdag pga mine søvn problemer og angst. Så den behandling jeg for er flere piller så jeg kan holde ud ventetiden!!! Hvad er det for en behandling??? Jeg har syg angst om aftenen, paranoia og stress. Det kan godt være at piller dæmper det men det er ikke en læsning for mig og det gør mig ked af det. Jeg føler at jeg er blivet smit ud af samfundet og skal bare passe mig selv. De sidste måneder har været så hårde på mig psykisk. Jeg har måt kæmpe med mig selv og mine forskællige personligheder. Det er et fultidsarbejde at ha styr på mit sind hver dag. Jeg har den gode mig, den onde mig og grise lise jeg kæmper med og de kan ikke enes og de kan ikke funkere sammen så der er kaos i mit hoved hver dag.

Jeg er heldig at jeg har venner. Ikke mange men få gode venner har jeg. Og det er guld værd. En af mine veninder er selv psykisk syg. Hun kan rumme mig og forstår mange af mine frustrationer. Jeg har venner som inviterer mig hjem på besøg. Jeg har en ven som kommer med positive forslag som at gå ture. Det betyder rigtig meget for mig. Jeg har min mor som har selv oplivet at være sygemelt pga depression. Så hun forstår mig meget bedre en hun gjorde før. Det har også hjulpet hende en masse at snakke med en psykiater om mig og hvordan hun skal takle min sygdom. Men jeg tænker på alle dem som ingen har og står på samme sted som jeg gør. Hvordan kan de klare sig alene. Ikke en del af samfundet bare isoleret fra det hele uden nogen form for hjælp. Eller dem som har et psykisksygt barn. De kan intet gøre andet en at se sit barn lide. Det må være frygtligt for dem. Jeg bliver så vred over det. Vi holder kirker åbne hele året rundt, kirker som ingen går i ud på lars tyndskidsmark og vi skal ha motorveje. Det er meget viktigt at ha dem så man kan køre stærkt den lange vej til syghuset så man ikke døder på vejen der hene nu nor de lukker sygehuse over hele landet!! Det er så frygtligt og det ser ikke ud til at der bliver flere penge inden for sundhedssystemet. Som psykisksyg er man efterlat til sig selv. At være sygemelt eller pensionist gør det at man føler sig meget isoleret. Jeg har spurgt kommunen om jeg ikke kan gå på kursus for dem som er psykisk syge men han mente at jeg var ikke syg nok. Han har ingen uddannelse inden for psykiatrin så han burde ikke være den som dømmer om hvor syg jeg er. Jeg havde tænkt at det ville hjælpe mig med at komme ud og møde folk, få en hverdag men nej...

Så nu står jeg her og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig svigtet af vores fine system som er så "menneskeligt". Jeg er bange for at jeg bliver meget syg og skal indlægges. Jeg er bange for at få selvmordstanker. Jeg er bange for at jeg begynder at lave skader på mig selv. Jeg er bange for at jeg for en psykose. Jeg er bange for mit onde jeg, fordi hende er svært at styre. Hun vil bare ødelægge mig. Det er svært at holde hende væk nor jeg føler at jeg har næsten ikke overskud til at børste tænder. Hvor skal jeg så finde styrken? Jeg ved at jeg er stærk men hvor meget styrke har jeg? Jeg overliver men det er jeg træt af det har jeg gjort så længe jeg kan huske, jeg har lyst til at live og ikke bare overlive. I går følte jeg min verden bryde sammen og jeg grad for hele året føler jeg. I dag har jeg det lidt bedre og har tænkt mig at kæmpe lige meget hvad. Jeg synes det er uretfærdigt og jeg er bange men jeg har ikke andet valg. Efter alt jeg har gået igennem er jeg klar til at få ro i min sjæl. Jeg ønsker at gøre min uddannelse færdig, jeg vil gerne ha en mand, et barn, et arbejde... Men det føles som jeg ikke kan nå der hene og det gør mig ked af det. Det gør mig faktisk dybt ulykkelig. Jeg bliver ikke yngere... Jeg sider og venter og mit liv føles som en evig søndag...